Sprøde granola-snitter

Sprøde granola-snitter

Sidste lørdag spiste jeg og Simone morgenmad på Jumbo. Et lækkert bageri i Aarhus, der dyrker enkelthed, gode ingredienser og eminent surdejs-håndværk.

Det var virkelig en god oplevelse! Vi fik lækre boller og sprøde crossainter, naturligvis. Men vi fik også en skål græsk yoghurt, der var rørt med kompot af æble og havtorn og anrettet med sprøde granola-snitter. Helt enkelt. Og trods det, morgenmiddagens højdepunkt – i en sådan grad, at det inspirerede mig til at bage mine egne granola-snitter samme aften.

Og de blev heldigvis rigtig gode. Så gode, at de fortjener en præsentation her på tatatatar. Opskriften er egentlig ret nem at gå til, selvom det kræver en del tid ved blenderen at male hørfrøene til mel og blende mandlerne til smør. Men tro mig – det er besværet værd!

Sprøde granola-bars

marts 9, 2019
: 12 stk
: Nem

By:

Ingredients
  • 0,5 dl hørfrø malet til mel
  • 1 dl mandler blendet til smør
  • 20 gram mandelsplinter
  • 2,5 dl grovvalsede havregryn
  • 2 dl kokosmel
  • 1/2 dl sesamfrø
  • 1/2 dl græskarkerner
  • 1 tsk salt
  • 50 gram tørrede, hakkede dadler
  • 2 store spsk kokosolie
  • 1,75 dl ahornsirup
Directions
  • Step 1 Opvarm ovnen til 160 grader varmluft.
  • Step 2 Mal hørfrøene til mel i en foodprocessor. Hørfrøene er hårdføre, så det tager cirka fem minutter, før du har malet dem til mel. Sæt hørfrømelet til side.
  • Step 3 Rengør foodprocessoren, tør den grundigt af, så den ikke er fugtig, og smid 1 dl mandler ned i den. De skal nu blendes til smør, som også er en proces, der kræver tålmodighed. Når mandelmelet har forvandlet sig til en fast, smørbar masse har du mandelsmør. Sæt mandelsmøret til side.
  • Step 4 Varm op for en pande og rist mandelsplinter og havregryn godt af, så de begynder at dufte og får en smule farve.
  • Step 5 Hæld kokosmel, sesamfrø, græskarkerner og hørfrømel i en skål sammen med saltet og bland det godt.
  • Step 6 Tilføj de ristede havregryn og mandelsplinter sammen med de hakkede dadler.
  • Step 7 Nu mangler du bare sirupmassen. Den laver du ved at smide kokosolie, ahornsirup og mandelsmør i en gryde. Kog det langsomt op ved middel varme, mens du rører mandelsmøret ud i sirupmassen. Når mandelsmøret er helt opløst, hælder du massen over i skålen.
  • Step 8 Rør massen godt rundt i skålen med gryn og kerner. Fordel granolaen i et ovnfast fad, der måler 20X20 cm, belagt med bagepapir.
  • Step 9 Sørg for at fordele granolaen i hele fadet. Læg evt. et stykke bagepapir over og brug en genstand til at trykke massen fast og jævn.
  • Step 10 Bag nu granolaen i ovnen i cirka 25 min, til den har fået en gyldenbrun overflade.
  • Step 11 Lad granolaen køle af, før du skærer dem ud i bars. Jeg har skåret dem ud i cirka 2 cm brede snitter, som blandt andet passer perfekt til en portion græsk yoghurt.
Granola-snitter fra Tatatatar
Morgenen efter lavede jeg min egen simple version af min morgenmadsoplevelse fra Jumbo. En god græsk yoghurt (Thises med 2 % fedt er min favorit), rørt ledt med en god marmelade og anrettet med granola-snitter.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *